Galleri

Jeg har tegnet og malet i stort set hele mit liv. I perioder hvor tiden har været knap, er penslerne blevet lagt på hylden, men jeg er altid vendt tilbage til det igen.

I de første mange år malede jeg med olie på lærred. Det var naturalistiske billeder, hvor jeg især malede dyr. Mit første billede var af min barndomshund.

Derefter fulgte mange billeder af landskaber og alt mulig andet.
Indimellem forsøgte jeg med mere abstrakt maleri, men det endte som hjælpeløse klatter.

Jeg har hele tiden afsøgt nye veje, for at finde frem til mit eget udtryk. Det er en stadig kamp at udtrykke den unikke følelse eller stemning, jeg ønsker at få frem. Undertiden lykkes det og jeg er aldrig i tvivl om, hvornår jeg har ramt det. Det opstår pludselig på billedfladen – dukker ligesom op af sig selv – som om lærredet har taget over. Det giver mig stor glæde og tilfredshed, når det lykkes, på samme måde, som det er enormt frustrerende, når man i umindelige tider kæmper med det samme lærred uden at få det helt rigtige udtryk frem. Men jeg kan ikke lade være. Farverne kalder på mig.

Med årene har jeg bevæget mig mere og mere væk fra ting, rum og former. Jeg prøver at give slip og lade kaos herske på lærredet indtil der opstår balance og en form for ro. Det lyder så enkelt – bare give slip – alligevel er det netop det, jeg tumler med på alle områder i mit liv. Slippe kontrollen og lade noget nyt fødes! Det er virkelig min store udfordring, og jeg håber det vil komme til udtryk i små bidder både i mit liv og i mine billeder.

Jeg ynder også at sidde med min skitseblok og er her mest optaget af skabelsen. De første mennesker – eller rettere – kvinden. Det er endnu bare hende jeg fordyber mig i på papiret.
Jeg kan lide hendes bløde udstråling, sårbarheden i den nøgne krop og glæden ved bare at være.
Hun kan være med tusch, farvekridt, blyant – antydet eller helt som vi kender hende.

 

 

Tag dig tid til at tænke – det er kraftens kilde
Tag dig tid til at læse – det er visdommens fundament
Tag dig tid til at lege – der er hemmeligheden ved at forblive ung
Tag dig tid til at være stille – det er muligheden for at søge Gud
Tag dig tid til at le – det er sjælens musik
Tag dig tid til at være venlig – det er vejen til lykke
Tag dig tid til at være nærværende – det er lejligheden til at hjælpe andre

selv-udvikling-logo-stempel