Om mig

Jeg hedder Gunhild Bach og er født i 1950 i Tønder. I 74 dimitterede jeg som lærer fra Ribe seminarium med kristendom og billedkunst som linjefag.

familiekomsammen-den-2-marts-13-065

De to hovedområder har siden haft min interesse både fagligt og på et mere personligt plan.

Jeg er mor til tre drenge, hvoraf den yngste er retarderet, infantil autist og psykotisk.

Han har boet hjemme hele sin barndom, og er det menneske, der har lært mig mest om mig selv. Jo – det har været hårdt – og dejligt. Er det stadig. Han bliver jo aldrig voksen og selvstændig. Nogle gange er det mest en gave, andre gange mest en opgave.

Jeg har altid haft stor forkærlighed for de udsatte, de skæve, de fremmede, dem ingen gider lege med, dem der er udfordret enten kognitivt eller socialt. En årrække var jeg afdelingsleder for børn med særlige behov og modtagerklasser for elever med anden etnisk baggrund. Det var utrolig lærerigt.

I 85 begyndte jeg at afsøge de mere alternative områder. Den esoteriske filosofi gav bud på en helt anden tilværelsesforståelse, hvor mennesket blev mere aktivt involveret og ansvarlig for sit liv.

Det blev en bevægelse hen imod buddhismen med et besøg i en ashram i Indien. Derfra videre til minoriteterne i det nordlige Vietnam og deres forfædredyrkelse. Alt dette krydret med krystaller, horoskoper, drømme, chakraer, meditationer osv. Listen var lang, men gav mening og det hele blev til små lapper i det store kludetæppe.

Oplevelsen af at lighederne var større end forskellene kom i små bidder. Langsomt blev det helt tydeligt, hvor ens vi mennesker er, hvor ens vi tænker, og hvor ens vore mål i livet er. Vi er alle lige sårbare her i livet og vi har alle brug for samhørighed med noget større.

På den lange vandring på Caminoen i Spanien i 2005 mødte jeg mennesker fra hele verden, fra alle samfundslag og som vi gik der midt på livets vej med vore få ejendele i en rygsæk, så var de menneskelige ligheder så iøjnefaldende, at der spontant opstod nærhed og omsorg imellem os, nok fordi vi følte os forbundet med hinanden snarere end adskilt fra hinanden. Det gjorde et stærkt indtryk.

Martinus skriver i sin kosmologi, at Østens grundlæggende impuls kan kaldes buddhaimpulsen og vestens grundlæggende impuls for kristusimpulsen. Begge impulser er lige vigtige for menneskehedens udvikling, og i vor tid skal de to impulser begynde at smelte sammen.

Med det store antal flygtninge, får vi rig lejlighed til at behandle hinanden ligeværdigt og med respekt. Og tilmed lære af hinandens kulturer og religioner. Den nævnte sammensmeltning er så småt i gang. Nu er det op til hver enkelt af os at gøre vort bedste.

Mennesket skal ikke blot låne det guddommelige lys, men bringes til at lyse selv. At få lys ind i hjerte og hjerne

Igennem årene er der sket en udkrystallisering. Budskabet er blevet meget enklere for mig. Det helt centrale er glæde. Ikke glæden over at få noget eller at blive noget, men den glæde, der ikke kommer og går. Den varige glæde. Glæden ved at være til.

Den glæde er nært forbundet med lyset og den positive energi der er i lyset. Lyset baner vejen. Derfor bliver det helt centrale at arbejde med at integrere mere lys i krop og sind, for derefter at kunne sprede det ud til vore medmennesker, især dem som trænger mest. For også de, har retten til glæde.

Selvudvikling for mig handler om at opløse bundet energi, den energi der stammer fra savn, smerte, sorg osv.. Det nytter at have en bevidst intention om at arbejde venligt og vedholdende med sig selv. En bedre verden starter hos os selv. Formålet med livet er for mig, at tage ansvar for hele sit liv og være medskabere af en mere fredelig verden. Hvis vi ikke kan elske hinanden, må vi i det mindste holde op med at hade hinanden.

 

“Gud har ingen religion, gud er den kraft, der får ting til at ske.
Mennesket har skabt religionerne, fordi de vil have patent på kraften”.

 Namaste

Jeg ærer det sted i dig
Hvor det guddommelige bor
Jeg ærer det sted, som er
kærlighed, sandhed, lys og fred.
Når du er på dette sted i dig, og
Jeg er på dette sted i mig,
er vi et.

Namaste er en gammel velsignelse på sanskrit.
I Indien hilser man hinanden med denne velsignelse.

 

I lys og kærlighed

selv-udvikling-logo-stempel

Gunhild Bach